torsdag den 10. oktober 2013

Er der forskel på en blog og en wiki?

Terningen der skulle beslutte dette indlæg er blevet væk så i stedet bliver emnet lidt andet efter vores gruppemøde på google hangout i går aftes.

Vi er nu i gang med vores individuelle blogs. Men hvad adskiller egentlig denne platform fra en wiki?

Til at begynde med vil jeg prøve at kortlægge hvad en blog og en wiki er og hvad de kan.

Definitionen på en blog er egentlig ret bred.
En blog kan være en dagbog eller frirum, hvor man med jævne mellemrum kort skriver om sit liv og deler de oplevelser, erfaringer eller tanker man har med andre.
Blogs er ofte meget personlige og subjektive og stærkt holdningsprægede, idet mange bloggere bruger bloggen til at give deres mening til et emne til kende for omverdenen.
Kommercielt bruges blogs også hvor virksomheder holder sine kunder opdateret med nyheder fra virksomheden og samtidig kommer man i dialog med kunderne.
Noget der er typisk for blogs, er at læseren kan kommentere indholdet, så der i realiteten er tale om en tovejs kommunikation. Bloggen kan dog gøres mere eller mindre åben for andre at se eller kommentere.
Bloggen har en indbygget struktur i sin skabelon: nyeste indlæg ligger øverst.
Indlæggene der skrives om, kan ”tagges” eller gives ”etiketter”, på den måde kan det gøres lettere at navigere rundt i bloggen og skabe sammenhæng mellem indlæg med samme emner.
Man kan f.eks. have en personlig blog, gruppeblog eller klasseblog
Blogs egner sig til erfaringsudveksling, diskussion og personlig stillingstagen, men kan også bruges som en lagring af erfaringer og informationer. se eksempel
En blog er kort sagt hvad man gør den til, der er ingen virkelige regler

En wiki er en arbejdsside, der er tænkt sådan at alle brugere (hvis det er en åben wiki)  kan opdatere, redigere og fjerne i den på samme tid.
Hvor en blog er ejet af en person, et firma eller en forening, så er en wiki nok måske ejet af en enkelt, men (sandsynligvis) redigeret og opbygget af mange. Artikler og indlæg i en wiki udvikler sig løbende, når der fremkommer ny viden eller hvis en læser synes at der mangler indhold og derefter selv indskriver det der mangler.
Historie-funktionen gør det nemt at holde øje med, hvad der er ændret og af hvem og tidligere udgaver af siden kan ses og evt. genoprettes, hvis det er nødvendigt
Wiki’en kan tænkes anvendt som et kollaborativt værktøj i undervisning – her kan de lærende være sammen om deres fællesskrivning om et givent emne. Her er de fælles ansvarlige for at opbygge relevant indhold og viden.
Man kan som ved blogs også i wikien give siderne emne- eller opslagsord, og man kan linke mellem de forskellige sider. Ved disse struktureringsmuligheder kan man bevare overblikket hvad der er i wikien.
Hvis der skal lidt malurt i bægret, er der naturligvis også nogle forhold der skal overvejes når man laver en wiki: Hvordan sikres kvaliteten af artiklerne? En wiki med mange sidestrukturer kan virke afskrækkende for uerfarne brugere at skrive i. Tages der i uddannelsesøjemed ejerskab af wikien hvis denne vidensbank ”blot” adopteres af tidligere lærende der har arbejdet med samme emne?

Det svære ved en Wiki er, hvis alle skal være administratorer. Det bliver så en udfordring at kordinere, hvordan opsætningen og brugen af den skal være.

Derimod har en blog normalt kun en forfatter, og dermed formidling fra en person til andre. Derudover er bloggen tænkt som en slags online-dagbog, og den er organiseret som en dagbog. Det kan virke mere overskueligt  for gæster som besøger bloggen, at det er en person, som sætter sit præg på siden.


Hvis jeg skulle skrive noget meget overordnet om forskelle mellem de 2 platforme må det være at en blog handler om kommunikation, og wikien om at arbejde i fællesskab.
Om man så vælger at lave en wiki eller en blog er vel mest et spørgsmål om vaner og smag.

Her til sidst lige et link til videoer om blogs og wikies

Ingen kommentarer:

Send en kommentar